Redekasser til alle slags fugle i haven
Kvalitetsredekasser
Kvalitets redekasser i Danmark til mange fuglearter. Alle redekasser er fremstillet efter de enkelte fuglearters individuelle behov. De er desuden designet og fremstillet i Danmark af de bedste materialer, nemlig FSC-certificeret douglasgran og lærketræ fra bæredygtig skovdrift.
Bæredygtighed i fokus
Det meste af træet kommer fra de store skove omkring Silkeborg, hvor der til stadighed plantes skov. En redekasse fra GreenTools® Denmark er et helt igennem dansk produkt, hvor der er fokus på bæredygtighed og minimal miljøbelastning, samtidig med at det færdige produkt tilgodeser både fuglenes og menneskenes behov.
Bygget efter guideline fra Dansk Ornitologisk Forening
Alle redekasser fremstillet og designet af GreenTools® Denmark overholder de mål, der angives af førende danske ornitologer hos Dansk Ornitologisk Forening i deres guideline til at bygge redekasser.
Den bedste redekasse
Redekasser må ikke være for små
Det er specielt vigtigt, at en kasse ikke er for lille for fuglene. Er dette tilfældet, kan fugleungerne have problemer med at være i kassen, når de er kommet ud af æggene. Selv om fugleunger er små, kan der være rigtig mange af dem i et kuld.
For eksempel er der er registreret tilfælde af blåmejser med helt et kuld unger på helt op til 12-14 styk. Dette kræver plads, specielt når ungerne begynder at vokse, og det gør de hurtigt. I løbet af en lille måned fordobler fugleungerne deres vægt flere gange, og de er klar til at forlade redekassen sidst på foråret eller først på sommeren.
Den rigtige hulstørrelse
Hulstørrelsen på indflyvningshullet har også stor betydning for de forskellige fugle. Grunden til, at der fremstilles redekasser med varierende hulstørrelse, er faktisk for at give småfuglene en chance i kampen om et sted at yngle, så ungerne bliver beskyttede mod blæst, regn og kulde samt rovdyr som katte, ugler, mår, mink og ilder.
Større fugle fordriver småfugle
Det forholder sig nemlig sådan, at hulrugende fugle, som for eksempel blåmejse og sumpmejse, ikke har noget imod at yngle i træfuglekasser med store huller. Fuglene yngler gerne i for eksempel stærekasser, hvis der ikke kommer nogle stære og bygger rede. Problemet opstår først, når der kommer en større fugl og indtager redekassen.
Små huller hjælper småfugle
Redekasser med små hulstørrelser er således designet til at holde de større fuglearter ude, så de mindste får en fair chance. De helt små fugle som blåmejse, sumpmejse, sortmejse og gærdesmutte kommer nemt ind i kasser med 28 mm hulstørrelse.
Stæren forviser de mindre
En hulstørrelse på 28 mm begrænser til gengæld adgangen for større fugle som musvit, rødstjert, broget fluesnapper og gråspurv. De behøver hulstørrelser på 32 mm og 35 mm for at komme ind i kasserne. Men også her betyder begrænsningen noget. En stær kan ikke komme ind i en 32 mm kasse, men har brug for en hulstørrelse på 40-50 mm. Hvis stæren kan komme til det, ville den smide de mindre fugle på porten og tage stærekassen selv.
Kampen om redekasserne
For nogle fuglearter med cirka samme størrelse kan knaphed på redekasser medføre problemer. Specielt broget fluesnapper kan være meget aggressiv over for for eksempel musvitter, der allerede er i gang med at bygge rede i en kasse med 32 mm hulstørrelse. Musvitterne er tidligere ude end broget fluesnapper, da fluesnapperne overvintrer i Afrika og derfor lige skal krydse Middelhavet og Syd- og Mellemeuropa, inden de når til Skandinavien for at yngle. Det er blevet observeret, at broget fluesnapper kan finde på at slå musvitungerne ihjel og smide dem ud af kassen for selv at bygge rede og lægge æg.
Opsæt rigeligt med redekasser
Det er derfor altid den bedste ide at opsætte rigeligt med fuglekasser i haven, så der ikke opstår mangel på redesteder. Herved kan nogle af de uheldige konflikter mellem de forskellige arter undgås.
Huldduen behøver redekasser
Et andet eksempel er natuglen og hulduen. Hulduen er en sky due, der i udseende minder om den mere kendte ringdue. Til forskel for ringduen, der selv bygger rede i trækronerne, yngler hulduen i huletræer fra naturens side. Da der ikke længere er ret mange hule træer tilbage i det danske kulturlandskab, er hulduerne henvist til at yngle i opsatte fuglekasser til duer.
Natuglen på rov i hulduekasser
Problemet er blot, at natuglen også kan komme ind i en hulduekasse. Hvis dette sker, er konsekvenserne for hulduen fatale. Natugler er, som navnet antyder, nataktiv og bevæger sig lydløst gennem landskabet. Hvis natuglen finder en hulduekasse med unger, bliver disse let til bytte for uglen, der ikke går af vejen for et par velnærede dueunger. Det er derfor igen vigtigt at opsætte rigeligt med natuglekasser og hulduekasser, så der både er plads til ugler og duer.
Årets gang i fuglekassen
Fugle yngler forskudt
Udover hulstørrelsens betydning for, hvilke fugle der tager redekassen, er der også stor forskel på, hvornår på året de enkelte arter yngler.
Ynglende fugle tidligt på foråret
Tidligt på foråret begynder forskellige standfuglene, som overvintrer i Danmark, at bygge rede og lægge æg.
Senere på foråret kommer trækfuglene fra Sydeuropa og Afrika. Dette kan for eksempel være fuglearter som rødstjert og fluesnapper. Nogle af disse trækfugle ankommer først i maj måned, hvor musvitterne allerede har fået unger. Således kan den samme redekasse huse forskellige fuglearter i løbet af en ynglesæson.
Ly for nattekulde og rovdyr om vinteren
Også om vinteren kan vores fuglekasser bruges af småfuglene i haven. Her tjene en redekasse som nattely for fuglene, der kan søge læ og tryghed for rovdyr i kasserne.
Det er observeret, at op til 20 mejser klumper sig sammen i en enkelt kasse på kolde vinternætter for at hjælpe hinanden med at holde varmen. Samtidig er småfuglene i sikkerhed for rovdyr som ugler, mår, mink, ilder og katte, der alle er nataktive og ikke går af vejen for et måltid sovende småfugl.
Opsætning og pasning
Med en bøjle er det nemt at opsætte redekasser
Der medfølger en speciel udformet bøjle med hver kasse, der gør, at kassen hurtigt kan monteres på et træ, en husgavl, en stolpe eller lignende.
Aluminiumsøm til opsætning
Bøjlen er fremstillet af rustfri stål og kan klipses let på redekassen i de forborede huller under redekassens tag. Det medfølgende aluminiumsøm kan bruges, hvis kassen skal placeres på et levende træ. Aluminium er ikke skadeligt for træets ved, og samtidig opstår der ikke problemer ved fældning og opsavning af træet, da aluminium er et blødt metal og ikke skader motorsave og savklinger.
Tilse og rens ud i kassen
En redekasse fremstillet af GreenTools® Denmark kan let åbnes, så du kan tilse fuglene. Dette gøres ved, at den split, der fastholder forsiden på kassen, fjernes, hvorefter forsiden kan vippes ud i bunden, og kassen åbnes.
Rens redekassen en gang årligt
Redekasser bør åbnes og renses for gammelt redemateriale en gang om året. Ved at rengøre kasserne undgår du, at parasitter kan overvintre i kasserne og hjælper herved de kommende beboere. Derudover forhindres det, at redematerialet suger fugt henover vinteren. Konstant opfugtning af redekassen kan resultere i opvækst af skimmelsvamp på kassens indersider, hvilket, som det er tilfældet hos mennesker, heller ikke er det sundeste indeklima for fugleunger.
Hjælp til fuglene
Moderne skovbrug fjerner hule træer
Det moderne skovbrug har resulteret i, at der ikke længere findes særligt mange hule træer i skovene. Mange fugle yngler fra naturens side i hule træer, og en del danske fugle er derfor blevet husvilde.
Hulrugende fugle mangler redekasser
Ved at sætte redekasser op hjælper du fuglene med en god og sikker bolig i hvert træ. Der er i de allerfleste egene af Danmark stor mangel på redesteder for stort set alle slags hulrugende fugle. Du kan derfor næsten ikke opsætte fuglekasser nok. Det er først, når du oplever, at flere af kasserne står tommer hele foråret, at du ved, at behovet for redesteder er opfyldt.
Understøt et rigt fugleliv
Ved at opsætte redekasser i din have vil der komme flere fugle til, og du vil opleve, at der er mere fuglesang og liv i haven. På sigt vil fuglekasserne betyde, at der vil komme flere fugle til glæde og gavn for både mennesker og natur. Et rigt fugleliv er en vigtig del af et sundt økosystem med høj biodiversitet.
Havens fugle er dine hjælpegartnere
Færre skadelige insekter
Du vil også opleve en anden gevinst ved at opsætte redekasser i din have. Mange småfugle lever hovedsageligt af insekter, snegle og edderkopper. Fuglene vil derfor hjælpe dig med at reducere antallet af skadevoldende insekter i din køkkenhave og i blomsterbedet. Specielt når fuglene har unger, tager de livligt for sig af insekterne i haven. Et fluesnapperpar med unger kan for eksempel tage flere tusinde insekter i døgnet i de bedste ynglesæsoner.
Opsæt redekasser inden ynglesæsonen
For at få succes med redekasserne, er det vigtigt, at du sørger for, at kasserne er klar til brug, inden ynglesæsonen starter. Det giver de ynglende fugle har et godt og sikkert sted at bygge rede i.
Redekasser til pattedyr
Mindre pattedyr mangler redesteder i naturen
Mange af de mindre pattedyr i den danske natur, fx egern og pindsvin, er afhængige af redekasser for at kunne yngle. Fra naturens side er de tilpasset til at yngle i hule træer eller klippesprækker. Klippesprækkerne findes ikke i Danmark, ud over på Bornholm, og mange af de gamle hule træer er blevet fældet i det moderne skovbrug. Når du opsætter redekasser til pattedyr, hjælper du egern, pindsvin med flere og skaber mere liv i haven og naturen
Kasser til store og små pattedyr
GreenTools Denmark fremstiller redekasser til disse pattedyr: flagermus, egern, pindsvin og hasselmus og kat.
Bæredygtighed og kvalitet
Kasser i certificeret dansk lærketræ
Alle vore redekasser til pattedyr er fremstillet af kvalitetstræ fra dansk FSC-certificeret skovbrug. Lærketræ og douglasgran indeholder en række kernestoffer, der virker selvkonserverende og øger holdbarheden markant.
Desuden virker kernestofferne naturligt desinficerende på bakterievækst i redematerialet i bunden af kassen, hvilket dyreungerne i redekassen drager fordel af.
Udtalelse fra Trustpilot
Egernkasse
Svend – Kunde
“Jeg købte 3 redekasser. Kasserne er meget gedigne, og jeg håber fuglene mener det samme.”
Kontakt os
Hvis du har spørgsmål til redekasserne eller mangler vejledning i, hvordan du bedst sætter dem op, er du altid velkommen til at kontakte os på info@greentools.dk eller direkte på telefon +45 26489949