Fuglekasser af høj kvalitet designet i Danmark
Alle fuglekasser fra GreenTools® Denmark er designet og produceret i Danmark med henblik på optimal funktionalitet og udseende for fugle og mennesker. Kasserne er tilpasset det nordeuropæiske klima og de fuglearter, der yngler her. Alle kasser er fremstillet på baggrund af de mål og retningslinjer, der anvises af Dansk Ornitologisk Forening samt førende ornitologer og biologer på området. Vi anvender derfor også kun de bedste materialer i fremstillingen af vores fuglekasser, hvilket både kommer fugle og mennesker til gavn.
Mange hulrugende fugle er afhængige af fuglekasser
Mange af de danske fugle er hulrugende fugle. Det vil sige, de er afhængige af hule træer eller fuglekasser for at kunne yngle. I det moderne skovbrug og i det danske landskab i særdeleshed er der langt mellem de hule træer. I effektiviseringen af land og by er fugle blevet glemt. Det er derfor vigtigt at hjælpe fuglene ved at opsætte fuglekasser, så de kan få succes med at yngle. Mange fugle i haven betyder mere liv og mere fuglesang.
Fugle er hjælpegartnere – mange fugle lever primært af larver og insekter
Samtidig resulterer mange fugle i færre skadevoldende insekter. Specielt mejser og fluesnappere, der er afhængige af flere fuglekasser eller hule træer for at kunne yngle, tager mange insekter i haven. Således hjælper fuglene dig med at holde planterne sunde, hvis du hjælper dem ved at sætte en fuglekasse op. Det kræver mange tusinde insekter at opfostre et kuld mejseunger. Grunden til, at det netop er insekter, der egner sig godt som foder, er, at de er righoldige på protein.
Dansk FSC® certificeret træ – din sikkerhed for at træet til fuglekasserne kommer fra bæredygtig skovdrift
Vores fuglekasser er produceret i Danmark af dansk certificeret lærketræ og douglasgran fra bæredygtig skovdrift. Lærketræ og douglasgran er selvimprægnerende på grund af deres naturlige indhold af garvestoffer og kernestoffer. Disse træarter er således særdeles velegnede til fremstilling af fuglekassen. Fuglekasserne er samlet, således at det holdbare kerneved altid vender udad. Bunden er forsynet med et dræn, så der aldrig kan samle sig vand i kassen. Ydermere er kasserne alle samlet med uforgængelige rustfrie skruer.
Kasser til alle slags fugle
GreenTools® Denmark har fuglekasser til mange forskellige hulrugende fugle, store som små. Fuglene bruger primært kasserne til at yngle i, men også om vinteren er det vigtigt at opsætte en fuglekasse, da mange fugle overnatter sammen i kasserne om vinteren. Her kan de være i fred for rovdyr og varme hinanden. Når du opsætter fuglekasser i din have, vil du opleve, at der kommer mere liv i haven, og du vil kunne glædes ved fuglenes sang og færden.
Populære fuglekasser til mejser, musvitter, spurve og mange andre hulrugende fugle
De mest anvendte kassetyper er mejsekasser og stærekasser. Mejsekasserne fås med forskelige hulstørrelser, afhængig af, hvilken art de specifikt skal passe til. Der findes også rovfugle, der yngler i kasser. Tårnfalken, der i naturen yngler på klippeafsatser, er et eksempel på dette. Dem kan du hjælpe ved at opsætte tårnfalkekasser. Også flere uglearter er afhængige af uglekasser for at kunne yngle. Det drejer sig om den helt lille kirkeugle, der ikke er større end en solsort. Sløruglen, der gerne yngler i specielle kasser i maskinhuse eller ladebygninger på landet. Natuglen, der er vores mest almindelige ugle og stort set yngler over hele landet, kræver også gerne redekasser at yngle i.
Den rigtige placering er vigtig for succes
Den generelle mangel på fuglekasser resulterer i, at de fleste fugle ikke er særligt kræsne med placeringen af kasserne. De fleste fugle er taknemmelige, blot de kan finde et sted at yngle i sikkerhed for vind, vejr og rovdyr. Man hører ofte, at en fuglekasse skal vende i en bestemt retning i forhold til verdenshjørnerne. Dette er faktisk ikke så vigtigt, som mange tror.
Placer fuglekassen i læ i egne med stærk vindeksponering
Retningen har kun betydning, hvis fuglekasserne opsættes i egne, hvor der er meget vindeksponering, for eksempel i kystegne, på vindomsuste hedestrækninger eller på åben mark. I disse egne er det vigtigt, at indgangshullet i fuglekassen ikke vender direkte mod den fremherskende vindretning.
Slagregn fatalt for fugleunger – regn køler voldsomt af
Det er som sådan ikke vinden, der er et problem for fuglene, det er regnen. Nyklækkede fugleunger er meget følsomme over for afkøling og tåler ikke at blive våde. Specielt ikke i de første levedøgn, hvor de er nøgne og praktisk talt uden fjer og dun på kroppen. Slagregn direkte ind af indflyvningshullet kan være fatalt for de nyklækkede fugleunger. Ved Vesterhavet er det derfor en god ide at vende en fuglekasse med indflyvningshullet mod øst, så rusk og regn fra havet ikke kan forstyrre fugleungerne. Hvis der trænger vand ind i fuglekassen, vil redematerialet også blive opfugtet og yderligere være til gene for ungerne.
Ventilerede trækasser – der er udfræset luftkanaler i hjørnerne af kassen
Ofte siges det, at en fuglekasse helst ikke må hænge direkte eksponeret i solen. Dette er ikke af så stor betydning som mange tror. Specielt ikke i godt ventilerede trækasser som fuglekasser du finder i vores sortiment. I bunden af kasserne er der ventilationskanaler i alle fire hjørner. Derudover er der udluftning bag i kassen lige under taget. Dette resulterer i en jævn luftudskiftning, uden at fugleungerne udsættes for træk. Fuglekasserne er fremstillet af 22 mm tykke brædder, der i sig selv isolerer både med varme og kulde og derudover medvirker til at holde en konstant fugtighed i fuglekassen ved at afgive og optage vand afhængig af fugtigheden i omgivelserne.
Varme er essentielt for fugleunger – fugleunger skal holde en høj kropstemperatur
Det kommer bag på de fleste, at fuglenes naturlige kropstemperatur faktisk ligger omkring 40 grader celcius plus minus 2 grader. Dette er 3 grader højere end kropstemperaturen hos pattedyr og betyder, at fuglene kan tåle betydelig mere varme end pattedyr. Desuden er fugleungerne, som beskrevet tidligere, ofte helt nøgne, når de kommer ud af ægget, hvilket betyder, at de skal bruge meget energi på at producere varme og opretholde en konstant kropstemperatur. Er temperaturen i omgivelserne for eksempel 18 grader, er der en forskel på 22 grader mellem den helt nøgne fugleunge og omgivelserne. Denne forskel kan kun udlignes ved en høj forbrænding, og derfor også et højt fødeindtag samt at forældrefuglene med jævne mellemrum luner ungerne. Det er derfor sjældent, at fugleungerne får det for varmt i en fuglekasse, selv om disse hænger direkte i solen.
Kulde og fugt kan betyde døden – en fuglekasse af træ isolerer godt mod kulde og fugt
Faktisk er det ofte kulde og fugtigt vejr, der resulterer i, at ungerne ikke klarer den første tid. Koldt og fugtigt vejr i fugleungernes først levedøgn er generelt en rigtig dårlig kombination. Dette hænger ikke alene sammen med afkøling, men også den omstændighed, at forældrefuglene har svært ved at finde føde i dårligt vejr. Som tidligere beskrevet lever mange småfugle af insekter, der primært er aktive i varmt og tørt vejr. Forældrefuglene er derfor ikke i stand til at samle nok føde til ungerne i dårligt vejr, hvilket resulterer i, at der ikke er så meget energi til rådighed for ungerne til at forbrænde for at opretholde en konstant kropstemperatur.
Anekdotisk kan det nævnes, at det ifølge egne erfaringer med at opsætte over 200 forskellige fuglekasser på forskellige lokaliteter og i både fuld soleksponering, halvskygge og helt skygge ikke ser ud til at have nogen nævneværdig effekt på ynglesuccesen for fuglene. Vigtigere er det, at fødegrundlaget er på plads.
Yngelsucces med fodring – det er vigtigt at forældre fuglene har nok energi til rådighed
Hvis du fodrer fuglene om foråret, inden de bygger rede, og fugleungerne klækker, og fortsætter fodringen, indtil fugleungerne har forladt fuglehuset, er du sikker på, at fugleungerne har de bedst tænkelige overlevelseschancer. Specielt i fugtige og kolde perioder, hvor der ikke er mange kryb i luften, og hvor den naturlige fødemængde herved er reduceret, er det vigtigt at supplere med ekstra foder. Gerne energiholdige fødekilder som solsikkefrø og lignende. Du skal ikke være bekymret for, at de voksne fugle kun opfordrer ungerne med den foder, der er tilgængelig på foderbrættet. De foretrækker den føde, de er tilpasset til at opsøge i naturen gennem årtusinder, hvilket for mange fuglearters vedkommende er insekter.
Fortsæt fodringen, gerne hele året – så hjælper du fuglene mest
Når de flyvefærdige fugleunger har forladt fuglekassen, er det stadig vigtigt at fortsætte fodringen, gerne hele året rundt. Dette vil hjælpe de uerfarne fugleunger lettere gennem den første svære tid og hjælpe dem med at opbygge energilagre i form af kropsfedt, så de kan modstå den kommende vinter. Ligeledes vil det resultere i, at fuglene bliver i din have og kan sprede glæde og liv ved deres tilstedeværelse.
Viden om fugle skaber interesse for naturen
Udover at hjælpe fuglene med sikre og gode redesteder, er fuglekasserne også med til at sætte præg på de omgivelser, hvor de opsættes. Fuglekasser i haven vidner om stor interesse for naturen og miljøbevidsthed hos haveejeren. Derudover virker kasserne dekorative, og kan, hvis de placeres i forskellige højder og i små grupper, være med til at sætte et særligt præg på din have. Alle vores fuglekasser er fremstillet i det samme holdbare FSC-certificerede lærketræ og douglasgran fra bæredygtig skovdrift i Danmark. Det enkle og stilrene design passer fint ind den nordisk inspirerede have og vil understrege, at der ydes omsorg for fugle og dyr.
Farve eller sølvgrå patina – fuglekassens udseende ændre sig med tiden
Hvis du ønsker en fuglekasse i matchende farve med for eksempel eksisterende træværk eller bræddebeklædning, kan du uden problemer male kasserne ved modtagelse. Træet er tørt og tager let imod maling. Hvis du maler fuglekasserne, er det vigtigt at du efterfølgende lader dem tørre godt ud inden montage, så fuglene ikke udsættes for dampe fra malingen. På grund af det naturligt holdbare træ, der anvendes til fremstilling af fuglekasserne, er det dog ikke nødvendigt at behandle dem med maling. Kasserne vil med tiden opnå en naturlig sølvgrå patina, fordi solens UV-stråler bleger træet. Dette skader ikke træets holdbarhed, men gør, at kasserne falder bedre ind i den omgivende natur.
Vedligehold og rensning – husk at rense dine fuglekasser
Småfuglene er ikke så gode til selv at holde rent i kasserne. Det betyder, at der år efter år vil samle sig gammelt redemateriale i fuglekassen, indtil den til sidst er helt fyldt op. Det er derfor vigtigt jævnligt at rense fuglekasserne, helst en gang årligt. Gammelt redemateriale i fuglekasserne kan være skjulested for parasitter som lopper og mider, der kan genere de rugende fugle. Desuden kan gammelt redemateriale holde på fugt fra vinteren, hvilket både er usundt for fuglene og for træet.
Sådan renser du fuglekassen
Det er bedst at rense fuglekasserne i sensommeren, når det er sikkert, at fuglene ikke længere har unger i kasserne. Det kan være en god ide at bruge handsker for ikke at blive bidt af lopper og andet utøj. Fuglekasserne renses let ved, at splitten fjernes som vist på billedet nedenfor, forsiden vippes ud, og gammelt redemateriale fjernes. Hvis splitten sidder løst, kan den udvides lidt, ved at de to ben vrides lidt fra hinanden, inden den monteres igen.
Behandling af kassen er ikke nødvendig på grund af træets lange holdbarhed – det skader dog ikke
Fuglekasserne er fremstillet af douglasgran, der udmærker sig ved sin naturlige lange holdbarhed på grund af veddets høje indhold af kernestoffer. Det betyder, at kasserne kan holde i mange år uden nogen form for behandling. Samtidig er fuglekasserne samlet, så det holdbare kerneved vender udad.
Træolie bevarer træets røde glød
Når træets overflade udsættes for solens uv-stråler, bleges overfladen, så fuglekassen med tiden bliver grålig i overfladen, dette skader ikke kassen, men vil du udsætte denne blegning, kan kassen behandles med en klar eller pigmenteret træbeskyttelse, evt. træolie med uv-filter. Dette vil bevarer træets naturlige røde glød længere. Det er dog også sådan med douglasgran, som med alt andet træ, at behandling med træbeskyttelse vil forlænge træets levetid.
Sådan behandler du fuglekassen
Når du modtager fuglekassen er træet helt tørt, og vælger du at behandle kassen, er det derfor bedst at gøre det, inden du hænger den op. Skal det gøres helt optimalt, starter du med en tynd grundingsolie, der trænger dybt ind i træet og forhindrer fugtindtrængning. Dette vil i sig selv øge træets holdbarhed og kan evt. følges op med en behandling med træolie, enten en klar olie eller en olie med en ønsket farvetoning.
Undgå rå linolie til behandling
Egne erfaringer viser, at det ikke er en god ide at behandle kasserne med rå linolie. Rå linolie er bedst til brug indendørs, udenfor kan det i fugtige omgivelser virke vækstfremmende på visse svampearter, der lever på træets overflade.
Skab harmoni i haven – hjælp fuglene med et sikkert bosted
Når du sætter en fuglekasse op i din have, hjælper du fuglene ved at give dem et trygt og godt redested. Til gengæld hjælper fuglene dig med at holde skadevoldende kryb væk fra haven. De fleste småfugle spiser masse af kryb for at få dækket deres proteinbehov. Har du mange fugle i haven kan de hjælpe med til at reducere mængden af skadelige larver, biller og myg. Derudover kan du glæde dig over fuglenes sang og det liv, de skaber i din have med deres gøren og laden.
Ophængning af fuglekasser
Fuglekasserne fra kan ophænges med den medfølgende bøjle af rustfri. Bøjlen monteres let i de to forborede huller øverst på kassen lige under taget. Når bøjlen er monteret på fuglekassen, hænges kassen op ved hjælp af det medfølgende aluminiumsøm.
Aluminiumsøm skader ikke levende træer, og samtidig er aluminium så blødt, at en savklinge uden problemer kan save igennem sømmet uden at tage skade. Dette er specielt vigtigt, hvis kasserne opsættes i skove, hvor træet senere skal udnyttes til gavntræ på et savværk. Hvis træet er hårdt, som f.eks. eg eller bøg, er det vigtigt at bore for med et 4-5 mm bor til huller, før sømmet slås i.
Aluminiumsøm er ikke så hårde som almindelige søm og bøjer let. Det er bedst, hvis sømmet slås lidt skråt i indtil der er ca. 1-1,5 cm tilbage af sømmet til at hænge bøjlen på.
Montering på hegn eller murværk
Ved montering på et plankeværk eller på en mur, kan ophængsbøjlen også anvendes som beskrevet ovenfor. Alternativt kan fuglekassens forside vippes ud, og kassen kan monteres ved, at en eller to skruer skrues i gennem bagsiden og ind i underlaget. Husk at bore for og anvende ravpluk, hvis fuglekassen monteres på en mur (skruer og ravpluk medfølger ikke men kan bestilles >>her<<)
Hvor højt skal kassen hænge?
Småfuglekasserne kan hænges op fra en højde på 1,5 m over jordoverfladen og opefter. Grunden til denne minimumhøjde er at forhindre, at hunde kan hoppe op og forstyrre fuglene. Da der generelt er mangel på egnede redesteder for de hulrugende fugle, er småfuglene som regel ikke særligt kritiske med, hvor fuglekassen hænger.
Buskads eller hæk som skjulested
Det er dog altid en god ide at hænge fuglekassen op, hvor der er et buskads eller en hæk i nærheden, som fuglene kan skjule sig i.
Ophængning i sol eller skygge
Tidligere var anbefalingen at undgå at hænge fuglekasser op, så de var direkte eksponeret for fuld sol. Det er derfor sjældent, at fugleungerne får det for varmt i en fuglekasse, selv om disse hænger direkte i solen. dette skyldes, at fuglenes naturlige kropstemperatur faktisk ligger omkring 40 grader celcius plus minus 2 grader. Dette er 3 grader højere end kropstemperaturen hos pattedyr og betyder, at fuglene kan tåle betydelig mere varme end pattedyr.
Undgå territoriale stridigheder
Der skal helst være mindst et par meters afstand mellem småfuglekasserne, da der ellers kan opstå territoriale stridigheder (Dette gælder ikke hvis fuglekasserne er beregnet til skovspurve og gråspurve, disse arter gerne yngler tæt sammen).
Kontakt os, hvis du har spørgsmål
Hvis du har spørgsmål til, hvilken fuglekasse du skal vælge, er du altid velkommen til at kontakte os på e-mailadressen info@greentools.dk eller direkte på telefon +45 26489949