Uglekasser til alle slags ugler
Hvis du vil hjælpe uglerne, er det vigtigt, at du opsætter uglekasser i god kvalitet og af den rigtige type. Til gengæld hjælper uglerne dig med at fange mus og rotter i det område, hvor du opsætter redekasser til ugler. Vores uglekasser er fremstillet af vejrbestandige materialer, der holder mange år i det fugtige danske klima, til gavn for både dig og uglerne.
Natugler yngler gerne i uglekasser
Den mest udbredte ugle i Danmark er natuglen. Natuglen yngler fra naturens side i hule træer eller, under knaphed, på egnede redesteder i forladte kragereder. Det er derfor vigtigt at opsætte natuglekasser til natuglerne. Natuglen er karakteristisk ved sin monotone tuden, der kan høres det meste af året, men hyppigst om vinteren og i det tidlige forår, hvor natuglerne hævder deres territorier og gør klar til ynglesæsonen. Ofte høres natuglens karakteristiske tuden i skumringen eller tidligt om morgenen, inden det bliver lyst. Som navnet antyder, er natuglen mest nataktiv, den kan dog også observeres i skumringen på jagt efter bytte.
Mester i kamuflage
I de lyse timer om dagen forholder natuglerne sig i absolut ro. De sidder bumstille, gerne på en gren tæt på stammen af et træ, hvor der er god dækning og skygge. Med sine brunlige nuancer falder natuglen godt i med omgivelserne, og som regel opdager man den først, når man er få meter fra den. Natuglen gør sig lang og forsøger at falde i et med en træstamme eller gren, samtidig med at den med hovedet som periskop følger forbipasserende.
Uglemor eller hønemor?
Natuglerne passer meget godt på deres unger, også efter de har forladt uglekassen. I dagtimerne sidder uglemor på vagt i et træ tæt ved de grene, hvorpå ugleungerne sidder og hviler. Natugleunger kan godt være lidt klodsede, og er ikke så gode til at falde i et med omgivelserne, som de voksne ugler er. De små dunede fjerklumper på størrelse med håndbolde kan virke nuttede for forbipasserende, og man kan fristes til gå tættere på for at se på ungerne. Men hvis man kommer helt tæt på, kommer uglemor farende ud fra sit skjul i løvhænget for at forsvare sine unger. Der er beretninger om kondiløbere, der er blevet angrebet og har fået huen revet af, af en sur natugle, der ville forsvare sine unger.
Natuglen spiser mus og rotter
Natuglen (Strix aluco) lever hovedsageligt af mus og rotter og er god til naturligt at holde bestanden af disse gnavere nede. Natuglerne er relativt store fugle, og det kræver mange tusinde mus og andre gnavere at opfostre et hold ugleunger. Når du opsætter natuglekasser i dine omgivelser, trækker du natuglerne til og hjælper dem til at kunne yngle tæt på din bolig. Til gengæld hjælper natuglerne dig med at holde mus og rotter væk fra dit hus.
Hjælp sløruglen
Sløruglen (Tyto alba) er gået meget tilbage i Danmark på grund af kolde vintre tilbage i 2009 og 2010. Der er dog fremgang i bestanden igen, og det er vigtigt at hjælpe sløruglen godt på vej ved at opsætte sløruglekasser, Sløruglen yngler gerne i udbygninger og udhuse i specielle sløruglekasser.
Perleuglen på vej op
Perleuglen (Aegolius funereus) er igen ved at få fodfæste i Danmark efter en lang periode med fravær. Perleuglen yngler i uforstyrrede skovarealer, hvor den gerne bygger rede i forladte sortspættehuller. Desværre får hule træer sjældent lov til at blive stående i det moderne skovbrug, hvorfor det kan være en stor hjælp for perleuglerne at opsætte redekasser
Kirkeuglen er sjælden
Kirkeuglen (Athene noctua) er meget sjælden i det meste af Danmark og findes hovedsageligt i Nordjylland. Det var vores mindste ynglende ugle på størrelse med en solsort indtil spurveuglen pludselig viste sig som ynglende i Danmark i 2023. Kirkeuglen yngler gerne på loftrum og i udhuse, hvor der er opsat kirkeuglekasser.
Spurveuglen yngler for første gang i 2023
Spurveuglen (Glaucidium passerinum) ynglede for første gang i 2023 i Danmark i en plantage i Midtjylland. Spurveuglen der er på størrelse med en stær tager nu titlen som Danmarks mindste ugle. I vores nordiske nabolande er spurveuglen vidt udbredt, således vurderes det at der i Norge, Sverige og Findland tilsammen findes mere end 30.000 ynglepar.
Mangel på redesteder
Da der efterhånden er langt mellem hule træer i det danske landskab, er det vigtigt at opsætte uglekasser for at sikre uglerne et godt sted at yngle. Vi er også blevet meget bedre til at tætne vores boliger, så kirkeuglen og perleuglen ikke længere har fri adgang til loftrum og udhuse. Når du opsætter uglekasser, får du samtidig mulighed for at følge med i uglernes spændende levevis, specielt i ynglesæsonen, hvor ungerne ofte skal fodres, og de voksne ugler kommer med føde også i dagtimerne.
Vejrbestandige uglekasser
Uglekasserne til natuglen og perleuglen er fremstillet af douglasgran og lærketræ, der fra naturens side indeholder konserverende kernestoffer. Uglekasserne er samlet med uforgængelige rustfri skruer og holder i mange år i det danske klima.
Uglekasser til kirkeugler og slørugler
Vores uglekasser til kirkeugle og slørugle er fremstillet af vandfast krydsfiner og er beregnet til at blive opsat i udhuse under tagudhæng eller i stalde og maskinhuse. De kan også opsættes på loftrum, hvis det sikres, at uglerne har fri adgang til at komme ud og ind.
Kontakt os
Hvis du har spørgsmål til ophængning eller andet omkring uglekasserne, er du altid velkommen til at kontakte os på info@greentools.dk eller på telefon +45 26489949