Stærekasser fremstillet af FSC-certificeret douglasgran
Stærekasser af høj kvalitet fremstillet i douglasgran med lang holdbarhed i det fugtige danske klima. Kasserne er designet ud fra de mål og retningslinjer, der anbefales af Dansk Ornitologisk Forening. Stærekasserne er fremstillet af 22 mm tykke douglasbrædder, der sørger for god isolation mod både varme og kulde. I bunden af kasserne er der i hvert hjørne udført et dræn, så der aldrig vil kunne samle sig vand i kassen. Den er designet, så forsiden kan åbnes, og det er muligt at rense kassen efter endt ynglesæson.
Let og skånsom ophængning
Stærekasserne ophænges let med den medfølgende bøjle i rustfristål. Der medfølger også er specielt aluminiumsøm, der kan anvendes til at opsætte kasserne i levende træer. Aluminiumsøm skader ikke levende træer, og samtidig skånes kæden på motorsaven, hvis træet på et tidspunkt skal fældes og saves op. Med stærekasser fra GreenTools® Denmark er du sikker på, at du vælger de mest optimale redekasser til stærene i dine omgivelser.
Mangel på stærekasser
Stærene er fra naturen hulrugende og er afhængige af hule træer eller lignende for at kunne yngle. Det intensive skovbrug nu om dage, hvor henfaldende og hule træer fjernes, har reduceret de egnede redesteder for stærene. Samtidig er vi i stigende grad blevet mere omhyggelige med at tætne vores huse, så stærene ikke længere kan yngle i sprækker under tage eller i gavlen. Mange stære er blevet husvilde og er afhængige af opsatte redekasser for at kunne yngle. Heldigvis er stærene meget taknemmelige for de opsatte stærekasser og tager dem flittigt i brug, næsten uanset hvor de placeres. Stærene er ikke sky over for mennesker og yngler gerne i haver og tæt på huse.
Stære er selskabsfugle
Stærene er sociale fugle og yngler gerne flere sammen i kolonier. Det er derfor en god ide at opsætte flere stærekasser tæt sammen. Kasserne kan placeres på en pæl, på en husgavl eller selvfølgelig i et træ. Jo flere stære, der yngler sammen, jo større er sandsynligheden for, at de kan advare hinanden, hvis der er rovdyr på færde. Hvis du opsætter mange stærekasser, er det ikke altid, der kommer stære i dem alle det første år. Men stærene er meget stedfaste og vender tilbage år efter år til de samme kasser, og hvert år tager de deres unger og andre ungfugle med. Således vil der med årene komme flere stære til, og alle stærekasserne vil blive beboet.
Hjælpegartnere i haven
Stærene finder hovedparten af deres føde på græsplæner og åbne arealer som marker og enge. Her finder stærene gåsebillelarver og stankelbenlarver, der lever af græssets rødder. Hvis du har mange stære i din have kan du holde gåsebillelarverne væk fra din græsplæne, så de ikke æder græssets rødder, og græsset visner.
Udskift sprøjtemiddel med stære
Professionelle gartnere og greenkeepere har god erfaring med op sætte kasser på golfbaner og idrætsanlæg. Herved kan der både spares penge på udgifter til sprøjtning, samtidig med at miljøet skånes. Det kræver mange tusinde larver at opfostre et kuld stæreunger, så bestanden af gåsebiller og stankelben kan reduceres væsentligt ved at opsætte stærekasser. Også når ungerne har forladt kassen, er de effektive skadedyrsbekæmpere. De unge stære samles i store flokke og ses systematisk gennemsøge græsarealer for alt, hvad der rører sig.
Følger anbefalede mål
Stærekasserne fra GreenTools® Denmark overholder de mål og retningslinjer, der er angivet af DOF (Dansk Ornitologisk Forening). Det er vigtigt, at stærene har plads nok i stærekassen til, at ungerne ikke trykker hinanden, og at de kan motionere deres flyvemuskler og vinger, inden de forlader kasserne.
Pind på stærekassen?
Det er en gammel myte, at der skal være en pind under indflyvningshullet på stærekassen, for at stærene vil bruge kassen. Stærene kan sagtens klare sig uden, og pinden risikerer at kunne bruges af skader og andre rovdyr i forsøget på at få sig et måltid bestående af stæreunger.
Stærekasse i stilrent design
Stærekasserne er designet, så de passer godt ind i de fleste park- og havemiljøer. I samme serie af FSC-certificeret lærketræ og douglasgran fra danske skove finder du fuglekasser til alle havens småfugle samt redekasser til rovfugle som tårnfalken og uglen. Uglekasser ophænges i træer og ved huse og kan sagtens hænge side om side med stærekasser, da stærene er dagaktive, og uglerne er nataktive.
Sort sol
Stærene er kendt for fænomenet “sort sol”. Dette fænomen er en betegnelse for de store stæreflokke, der i efteråret og i sensommeren samler sig ved vadehavet. Stære i hundrede tusindevis samles i store flokke og danner fantastiske formationer og mønstre på himlen. De store flokke tjener som beskyttelse mod rovfugle, der forvirres af den store flok og har svært ved at holde fokus på et enkelt byttedyr i flokken. Således forøges overlevelseschancerne ved at samles i store flokke. Sort sol er et spektakulært syn og træffes mest ved vadehavet og marsken i Sønderjylland, men kan også opstå andre steder i landet, hvor stæreflokke samles før trækket til Sydeuropa og Afrika. Pludselig er flokkene trukket væk til deres overvintringskvarterer i Sydeuropa og Afrika.
Overvintrende stære
Stadig flere stære overvintrer dog i Danmark, så det er ikke usædvanligt at se småflokke i det danske landskab om vinteren. Om det er det varmere klima, der er årsagen til stærenes permanente ophold er uvist, men sikkert er det, at jo mildere vintre, vi har, jo større er chancerne for, at de overvintrende stære overlever og klarer den til foråret.
Hør den lille stær …
“Hør den lille stær, den er åh så fornøjet …” Stærene er festlige fugle at følge på tæt hold. Der er altid en kvidren og fløjten, når stærene færdes i din have. Stæren er en meget alsidig sanger. Den har ikke som sådan sin egen sang, men efterligner alt, hvad den hører i sine omgivelser. Det er som regel andre fugle, der efterlignes, men også menneskeskabte lyde som ringetoner på mobiltelefoner kan stæren efterlige. Når du opsætter stærekasser, vil du opleve mere fuglesang og liv i haven, Samtidig hjælper du stærene med med at give deres unger en god start.
Attraktive redekasser
Det er ikke kun stærene selv, der anvender kasserne. Der er en del andre fugle, der godt kan finde på at yngle i stærekasser. Dette kunne for eksempel være storflagspætter. Også mindre fugle som musvitter eller gråspurve kan anvende kassen, hvis stærene udebliver. Det er dog et risikabelt foretagende for en mejse eller spurv at bygge rede i en stærekasse. Hvis stærene dukker op og ser sig lun på kassen, jager de uden tøven de tidligere beboere bort, uden hensyntagen til rede eller unger. Det er derfor vigtigt at opsætte redekasser til småfugle, hvor hulstørrelsen er mindre, og stærene ikke kan komme ind.
Kontakt os
Hvis du har spørgsmål til ophængning eller andet omkring stærekasserne, er du altid velkommen til at kontakte os på info@greentools.dk eller på telefon +45 26489949